View this article in English | bilingual

Hovedpersonen

En mand. Han har en højde og en drøjde. Og noget i øjet. Manden piller ved sit øje. Han piller ved øjenvipperne, øjenlåget. Manden har i det hele taget et ansigt. Det kan beskrives. Hvordan skal vi beskrive ansigtet. Det er rundt. Eller det er firkantet. Det er ikke trekantet. Og så alligevel. Det er skarpt med bløde rundinger. Det er rundt med markeringer. Manden er i hvert fald velbarberet. Hans ansigt er en barnerøv. Alligevel. Ikke.

Her er manden. Manden med et ansigt. Og et navn. Manden har et navn. Sandsynligvis et godt navn, men vi kender det ikke. Vi kan kalde ham hvad vi vil. Mads eller Mikkel. Mozart. Manden lystrer ikke, han reagerer ikke. Måske hedder han ikke Mads. Vi kan kalde ham hovedpersonen. Det kalder vi ham. Med rette. Manden har haft vores fulde opmærksomhed. Han skal have den lidt endnu. Her er hovedpersonen.

Her er han, manden. Almindelig af bygning, et ansigt og med hår øverst. Vi kalder ham hovedpersonen, han er på vej et sted hen. Et sted fra, midt imellem. Passende fløjter han en melodi. Vi iagttager hovedpersonen. En presenning der buldrer i mørket. Han bevæger sig, strider sig op mod gaderne. Hovedpersonen har det ene ben forrest. Så det andet. Og så fremdeles. Han bevæger sig tilsyneladende problemfrit under gadelamperne. Han sætter benene hurtigt foran hinanden. Hurtigere. Han lemper vægten fra hælene nu. Hovedpersonen er sat i løb. Han løber. Forude ligger et stoppested.