View this article in English | bilingual

from "Hesteaederne"

Man kan føle sig bortkastet, forpurret, død,
selvom man går vejtrækkende omkring.
Man kan fornemme, at flagermusen derhjemme
er betydeligt større end én selv.
Fik man fingrene viklet ind i kulturedderkoppens
klæbrige net oppe i hjørnet,
ville man ikke længere være i stand til at slide sig fri,
men blot vikle sig dybere og dybere ind,
mens kulturedderkoppen tålmodigt ventede
på, at man var mør nok til at blive fortæret.
Man føler sig bortkastet, færdig som trompetist.
Og der er ingen nøgle til tremmedøren,
skønt man bevæger sig rundt i en verden,
der for en entusiastiske rytter ganske sikkert ligner
frihedens apoteose.
Men sandheden for dig lige nu, mismodige hippofag,
er jo at hele verden er et fængsel.
Du deler skæbne med tilflytterslaverne,
men alligevel ikke.
De tjener dog en slags formål, hvor bitterironisk
det end kan lyde.
De står i klumper bag det slunkne grisemarked
og venter
på at hestepiskerne jager dem af sted til kulminerne
og boreplatformene ude i bugten.
Sådan listede du omkring, det var mørkt overalt.
Konsulen havde slukket for lyset
på gader og stræder, kun i diplomaternes café
havde man licens til simililysekronernes
strålende klenodier fra hesteædernes klunketid.
Du befandt dig pludselig udenfor,
som om du
som bundfaldet på vej mod afløbet
uafvidende var piblet her forbi.
Dørvogteren havde allerede vejret dit nærvær,
og denne gang ville han svinge krabasken, hvis du
kom for nær.
Din kollega kom netop ud af caféen.
Han udvekslede et par ord med dørvogteren.
Så gik han hen imod dig
lige forbi
uden at
hilse.

Copyright Thomas Boberg